Wassi lærte os en gang for alle, hvor vigtigt det er, at alle i det professionelle netværk tilbyder samvær med ikke-kriminalitetstruede unge, at alle forsøger at vise de unge, at man kan få både gode, dramatiske og sjove oplevelser udenfor det kriminelle miljø.

Siden 2019 er stort set alle blevet undervist på almene skoler med specialklasser og af lærere ansat på værtsskolen. ’På Rette Vej’ har nu i højere grad status af at være et trænings- og undervisningsforløb i forhold til at lære at blive elev i en klasse igen, end blot et eneundervisningsforløb. Det understøtter samtidig de pædagogiske strømninger, vi i Aarhus har navngivet ”Folkeskolen for alle” og ”Bredere børnefællesskaber”. 

Aarhus kommune valgte i 2021 at nedlægge den interne skole for anbragte unge i stor mistrivsel, og i stedet udvide kapaciteten af ’På Rette Vej’-pladserne. De anbragte unge i ’På Rette Vej’ har været de sværeste at få i trivsel. Ikke fordi de er mere problematiske i skoledelen end vores hjemmeboende ’På Rette Vej’-elever, men fordi der tit sker vilde ting i ferierne og weekenderne; ”natterend” på anbringelsesstederne, rømninger og mobilkontakt med andre anbragte natten igennem. Trods dette ser vi, at de anbragte elever med adfærdsforstyrrelser nu har fået mulighed for at spejle sig i noget mere alment. Det er samtidig en faglig tilfredsstillelse at visitere på baggrund af den unges profil og udviklingsmuligheder og ikke på baggrund af, om den unge adfærdsforstyrrede er anbragt eller ej.

Hvad er ’På Rette Vej’? Hvad gør vi helt konkret?

’På Rette Vej’ undlader at samle de kriminalitetstruede udskolingselever i sammen klasse eller på samme skoler. Dette er det alt overskyggende vigtigste greb i tilbuddet. Derudover arbejdes der med den unges motivation for forandring sideløbende med et højt aktivitetsniveau for den unge (2015 Petersen).

De relevante voksne samles månedligt med den unge. Udover den unge deltager forældre, rådgiver, en fra skoleledelsen, PPR-psykolog, ’På Rette Vej’-lærer, kontaktperson og/eller arbejdspraktikkoordinator i mødet. Andre betydningsfulde voksne kan deltage, det kan være vigtige familiemedlemmer, gadeplansmedarbejder, misbrugs- og familiebehandlere.

Disse månedlige møder er et andet meget vigtigt ”greb” i tilbuddet. Møderne har til formål at samtale om de igangværende tiltag, for at kunne foretage vurdering af, om der arbejdes relevant mod, at den unge igen kommer i trivsel og i undervisning sammen med jævnaldrende. Det er hensigten, at rammen for disse møder skaber forudsætninger for, at den unge selv begynder at reflektere over egne mål, herunder hvad den unge selv kan bidrage med for at nå disse mål. At få en kriminalitetstruet ung til at føle sig godt tilpas så de begynder at åbne sig, kræver at de professionelle bl.a. psykologen kan være den gode rollemodel for en ordentligt respektfuld samtale, hvor der tales med den unge og ikke om den unge. Hvor den unge tør fortælle om det, der bekymrer dem; frygt for det der sker i gaderne, kærester, søvnproblemer, misbrug, forhold til forældre, anbringelse og den kriminalitet de drages af. Disse samtaler har til formål at give såvel de professionelle som forældrene mod og indhold til at tale videre med de unge i den kontekst de befinder sig i hver især.  

’På Rette Vej’ er et helhedstilbud målrettet unge på 8.-10. klasses niveau, typisk mellem 13 og 16 år. De kan dog også være yngre. Det er unge der enten er hjemmeboende i Aarhus kommune eller anbragte i Aarhus kommune fra andre kommuner i landet.

Tilbuddet retter sig mod unge med behov for et særligt individuelt tilrettelagt specialpædagogisk tilbud. ’På Rette Vej’-forløbene fordrer et tæt samarbejde mellem familien, Ungecentret under socialforvaltningen, skole og PPR.

’På Rette Vej’ er et midlertidigt tilbud med en gennemsnitlig varighed på 6-12 måneder. Indsatsen i ’På Rette Vej’ består af flere faste tiltag, der er individuel undervisning 14 lektioner ugentlig, støttetimer til klub, arbejdspraktik og kontaktperson.

’På Rette Vej’-pladserne er i forhold til undervisningsdelen lokalt forankret på forskellige almene skoler med både almenklasser og specialklasser. Disse skoler kalder vi værtsskoler, det er skoler, der har erfaringer med specialklasser på udskolingsniveau, og de har derfor mulighed for langsomt at overføre eleverne til værtsskolen, så snart eleverne bliver i stand til at modtage undervisning sammen med jævnaldrende. 

Kontaktpersonsordning, arbejdspraktik, familiebehandling mv. iværksættes og finansieres af socialforvaltningen. Undervisningsdelen, støttetimer til klub mv. iværksættes og finansieres af PPR.

Tilbuddet er over årene udvidet fra 6 pladser til nu 21 pladser. De 21 ’På Rette Vej’-pladser er fordelt på 12 værtsskoler med 2-3 lærere på hver skole. Det betyder, at mange medarbejdere er involveret, 9 PPR-psykologer (1 på hver skole), 18-20 socialrådgivere, 18-20 kontaktpersoner og 6-8 arbejdspraktikkoordinatorer. De 12 værtsskoler kan maksimal have 2 ’På Rette Vej’-pladser hver.

Overstående er rammen, og det pædagogiske og psykologiske arbejde i forløbene bygger på en positiv tilgang, håb og et højt aktivitetsniveau helst med prosociale venner. Motiverende samtaler i forhold til de mål vi sammen med den unge sætter op for forløbet (2015 Petersen).  

Selvom vi ønsker inklusion, bliver vi nødt til for en kort periode at ekskludere disse unge, netop for at få dem inkluderet på længere sigt. Vi arbejder på at få skuldrene ned på dem, få dem til at se og forstå sig selv og deres fremtid. Vi hjælper dem og deres netværk med at finde svar på spørgsmål som: ”Hvem er jeg og hvad vil jeg med mit liv?” ”Skal jeg fortsat være en slagsbror, vælte borde, stjæle, ryge hash, pjække og være inaktiv? – Eller vil jeg noget andet med mit liv?” Vi arbejder på at fortælle en ny historie om den unge. Den gode behandling i et godt miljø.

’På Rette Vej’–elevernes profil

De unge, der gennemgår et ’På Rette Vej’-forløb, er typisk kriminalitetstruede, adfærdsforstyrrede og udsatte unge fra udsatte familier, ofte med misbrug, skolefravær, domme ved Ungdom Kriminalitets Nævnet for tyverier, hærværk, overfald mv., og hvor det ikke har været muligt at tilbyde undervisning i hverken almen klasse, specialklasse eller specialskole. Det er udskolingselever, der er blevet ”opgivet” og smidt ud af fællesskabet. De er så godt som alle ramt både af iboende vanskeligheder og af svær opvækst i et belastet boligområde.

I ’På Rette Vej’ er den uhensigtsmæssig adfærd en overbygning på andre udfordringer. Det kan være svære sprog- og læsevanskeligheder, generelle indlæringsvanskeligheder, ADHD, autisme, svær familie dynamik, opvækst i udsat boligområde, socioøkonomisk udsathed i familien, uhensigtsmæssig opdragelse, dårlige skoletilbud mv.

I første ombæring bliver det derfor vigtigt at forholde sig til de bagvedliggende faktorer, der udløser adfærdsforstyrrelsen. Hvis eleven ”kun” er ramt af udviklingsmæssig sprogforstyrrelse, svær ordblindhed, generelle indlæringsvanskeligheder, svær ADHD eller svær autisme kan et supplerende eller et helt nyt skoletilbud, der tager højde for disse bagvedliggende vanskeligheder være et godt sted at starte. (Petersen, 2006).

 Anderledes ser det ud, hvis vi samtidig finder udfordrede relationelle og kontekstuelle forhold omkring barnet, såsom svær familie dynamik, kriminalitet, opvækst i udsat boligområde, socioøkonomisk udsathed i familien mv.  Da er det vigtigt også at have Socialforvaltningen med i et tæt samarbejde og med et langt mere indgribende tilbud end blot et nyt skoletilbud.

’På rette Vej’-eleverne er samtidig præget af en konstant frygt for at miste værdighed overfor andre jævnaldrende med samme frygt. Dette er en betydelig faktor for, at man ikke kan have dem samlet i sammenhænge, hvor man ønsker at opdrage og lære dem noget. En ung, der bliver irettesat og guidet i ”vennernes” påhør, vil typisk reagere ved enten at gå eller kæmpe sig op igen, ”her er det mig der bestemmer”.  At have mange af denne slags elever samlet i samme klasse eller på samme matrikel siger sig selv er næsten en umulig opgave, hvis man som lærer og pædagog ikke vil anvende magt og frygt eller nedtone de faglige og sociale krav.

Hvad har vi lært, hvad virker

Det allervigtigste er, at forældrene og den unge får en reel oplevelse af, at vi lytter, at vi forsøger at hjælpe, og vi er venligt konsekvente, at det ikke er en straf at komme i ’På Rette Vej’. De møder en rar og let tone med håb, det månedlige møde er ikke et skæld ud-møde. Den slags møder har alle vores ’På rette Vej’-elever og deres forældrene haft så rigeligt af, og det hjalp ikke.

Derudover har vi lært, at det er vigtigt og virksomt:

– At ’På Rette Vej’-lærerne er forankret på den skole, hvor den udfordrede elev i mistrivsel skal indsluses. Lærere, der kender klasserne og det øvrige personale på skolen, lærere der kan håndtere og finder glæde ved at være sammen med denne type af elever, og som samtidig kan skubbe dem over i et klassefællesskab. Det kan være hyggeligt og nemt at sidde og have eneundervisning, men disse unge skal lære at indgå i et fællesskab igen. Lærere der stadig er på skolen, når eleven udskrives og overgår til en almenklasse eller specialklasse, og som man stadig kan besøge, selvom læreren har fået en ny ’På Rette Vej’-elev at tage sig af. Det relationelle omsorgsfulde forhold mellem lærer og ’På Rette Vej’-elev, der typisk opstår på skolen, er det ’På Rette Vej’-eleven profiterer af, og det får motivationen til at vokse for at arbejde fagligt og forsøge sig med nye omgangs- og udtryksformer. Den mulighed havde vi ikke, da eleverne blev undervist andre steder i byen, end der hvor de skulle udsluses til.

– At en god kontaktperson kan vise nye veje for oplevelser i fritiden og omgangsformer. En kontaktperson, der kan fortsætte i en overgang efter at eleven er udskrevet af skoledelen i sit ’På Rette Vej’-forløb. En kontaktperson, der har været med i hele forløbet, og fortsat kan understøtte de mål den unge satte sig.

– At de unge får passende hjælp til at klare en arbejdspraktik, måske en mentorordning på arbejdspladsen. At støtte glæden ved selv at tjene sine penge på ærlig vis. Selvom det til tider kan være svært at finde denne glæde frem, når man kan tjene store penge på gaden ved at hjælpe de ældre kriminelle i miljøet. En arbejdspraktik, der ligesom en kontaktperson, kan fortsætte efter den unge udskrives af skoledelen i sit ’På Rette Vej’-forløb.

– At PPR-psykologen, skoleledelse og socialrådgiver tør stille alle de svære spørgsmål i forhold til motivation for forandring hos såvel den unge og forældrene, men også i forhold til de professionelle, der omgås den unge i det daglige. At de alle tilbyder sig udover de månedlige møder med samtaler til såvel den unge, forældrene som det professionelle netværk. Det være sig til supervision, erfaringsudveksling, den motiverende samtale mv. At de er rollemodeller for den gode samtale.

– At der sættes ind fra første dag med både støttende arbejdspraktik, kontaktpersonsordning og skoledel på den kommende skole.

– At de unge får lyst til at åbne op overfor såvel lærere, kontaktpersoner m.fl., er ærlige på de månedlige møder og ikke bare taler os efter munden. På disse møder lærer de unge hurtigt, at de ikke kan spille os ud mod hinanden, for vi sidder der alle sammen og hører, hvad der bliver sagt.

– At det er vigtigt, at begge forældre kommer til møderne. De behøver ikke sige så meget, men det er vigtigt, at de kan nikke til det, der bliver talt om og støtte op om det, når man kommer hjem. ”Det er rigtigt hvad din kontaktperson/lærer siger”.  De anbragte unge, hvis forældre og rådgiver bor langt fra Aarhus, kan deltage på skærm.

– At vi tilpasser tilgangen til den unge i forhold til de iboende vanskeligheder, hvad end det er generelle indlæringsvanskeligheder, ADHD, autisme mv.

– At det øvrige personale på skolerne støtter tilbageløbet til et fællesskab i en klasse og dermed også at skoleledelsen gør det. Da ’På Rette Vej’-lærerne ikke var ansat på skolerne men andre steder, og der ikke blev undervist på den ”kommende” skole, var denne proces langt sværere. Det var tæt på umuligt at komme udefra og overbevise en skoleledelse og et lærerteam om, at her var der en elev, der lige passede ind i deres klasse på deres skole. Eleverne blev visiteret, man startede op, men der gik ikke længe før relationerne brast. Den umiddelbare løsning på dette blev, at man valgte den nemmere løsning, nemlig at samle denne gruppe af elever på en og samme matrikel, hvor både kontaktperson, lærer og arbejdspraktikkoordinator var ansat. Det viste sig at være en blindgyde, og vi fik en periode med mange anbringelser.

– At det tætte samarbejde og ressourcerne til at udføre ovenstående skal være til stede, hvis vi skal undgå den langt dyrere løsning, som en anbringelse er. 

Resultaterne

Vores data for de sidste 50 udskrevne unge viser, at 63,4% af de hjemmeboende unge efter endt ’På Rette Vej’-forløb blev udskrevet til specialklasse, FGU, anden ungdomsuddannelse m.v. 20,4% udskrives til job eller arbejdspraktik og 14% bliver anbragt.  

Heldigvis har de anbragte ’På Rette Vej’-elever også oplevet at blive tilknyttet fællesskabet i enten en almen eller en specialklasse på en almen folkeskole.