Der tales og skrives meget om ungdomskriminalitet, fængselsstraffe og fængslernes manglende muligheder for resocialisering. Hvorfor taler vi ikke mere om, hvordan vi undgår, at unge ender i fængsel? Taler om den periode af barnets og den unges liv, hvor det starter, og inden udfordringerne vokser os over hovedet? Nemlig i skolen, når vi begynder at stille krav for alvor. Det være sig i indskolingen, mellemtrinnet eller udskolingen.

Børn og unge med adfærdsmæssige problemer bliver alt for ofte udsat for urealistiske forventninger. Forventninger og krav som måske netop lægger grunden til en udfordrende adfærd. Ligesom et barn kan have faglige indlæringsvanskeligheder, kan det også have adfærdsmæssige indlæringsvanskeligheder. Det betyder ganske enkelt, at børnene kan mangle færdigheder, som de skal have hjælp til at få indlært

At få afdækket de vanskeligheder, som barnet kæmper med, bliver altså vigtigt, inden vi blot tyr til handlingsforslag. Vi skal sammen med den unge, barnet og de betydningsfulde voksne finde ud af, hvad der skal læres og sammen med barnet definere, hvad problemet er: triggere, udløsende faktorer, uløste problemer, manglende færdigheder mv.  Derefter inviterer vi til, at vi sammen løser de problemer, der er omkring barnet, samt hvordan manglende færdigheder kan blive barnet til dels.

Hvis vi løser det på den ene eller anden måde for barnet eller den unge, lærer de det ikke selv. Og hvis vi fjerner barnet eller den unge fra de steder, de skal lære at begå sig og bruge disse færdigheder, lærer de det heller ikke. Vi skal derimod gå i ”træningslejr” sammen med den unge, barnet og de betydningsfulde voksne omkring denne, for måske er der også udfordringer med det miljø barnet og den unge er sat i.

Denne tilgang til at løse udfordringerne med adfærdsmæssige problemer i skolen kræver mod, vilje og grundig pædagogisk og psykologisk viden om, hvordan et barn udvikler sig, lærer samt får indkodet sit moralkodeks og dermed lærer det, der skal læres for at begå sig i større fællesskaber, hvor der stilles krav. Derefter kræver det ressourcer, men man skal vide, hvad ressourcerne skal bruges til.

Der er to konkurrerende synspunkter i forhold til, hvad man stiller op: Den ovenstående, som meget ofte ikke tages i brug. Og så den de fleste kommuner vælger: ”Han skal væk” -løsningen. Han skal væk og være sammen med andre elever med adfærdsmæssige vanskeligheder.

Hvis “Han skal væk”-løsningen er så god, hvorfor ser vi så så godt som aldrig, at nogen elever kommer ud fra disse særlig tilbud før ”tid”? Man sætter dem ud et sted, hvor de så kan gå i årevis eller indtil ”stedet” ikke mere er til deres målgruppe/ aldersgruppe. De ender ofte med at blive anbragt sammen med ligesindede. Det er en meget forsimplet fremstilling, men jeg ønsker at komme til sagen, for selvfølgelig er der også tilbud, hvor de unge kommer godt af vej.

Forskningsmæssigt ved vi, at vedligeholdelse af adfærdsforstyrrelser hænger sammen med at være i fællesskab med andre med adfærdsforstyrrelser. Spørgsmålet bliver, om vi er ligeglade med, at de børn og unge, vi sender ”ud” af almenfællesskabet, kommer til at efterligne de andre problembørns adfærd. Så det, de ikke kunne i forvejen, får de lært. De får nye venner med problemadfærd, som lever i miljøer med større søskende med problemadfærd. Som en tidligere indsat fortalte i en af DR-lyd podcast, ”det var sgu’ meget hyggeligt at være i fængsel, man kendte en del i forvejen fra opholdsteder, anbringelser, specialskoler m.v. Man kendte både sproget og denne gruppes moralkodeks.

Jeg har siden 2008 arbejdet med de skolesøgende 13-17 årige i stærk mistrivsel, og de kriminalitetstruede unge, med henblik på at komme tilbage til ”normalen”. I et tæt samarbejde med den unge, forældrene, skoleledelser, socialforvaltningen, arbejdspraktikkoordinatorer, dygtige lærere og pædagoger har vi i Aarhus på bare 10-12 måneder formået at ”omvende” en del af de kriminalitetstruede udskolingselever til igen at kunne indgå i en almen- eller specialklasse på næsten lige vilkår med de øvrige elever.

Opskriften er enkel: Tilknytning til en almen skole med specialklasser fra dag et, egen lærer i en overgangsperiode, arbejdspraktik, fritidsaktiviteter og en opfølgende samtale hver eneste måned med den unge og de betydningsfulde personer omkring den unge. Dette med henblik på at få afdækket hvad der er sket af fremskridt den forgangne måned, samt hvad vi har af realistiske forventninger til den kommende måned, og hvem der hjælper med hvad.

Jeg har personligt været psykolog for utallige børn og unge, som vi har haft igennem siden 2008. ”Projektet” er kun gennemført på grund af min stædighed og vedholdenhed på en faglig visitation, og ikke kun overfor ”diagnose-eleverne” men også overfor de elever som flest blot ønsker hen, hvor peberet gror. Jeg har nemlig samtidig siddet i visitationen til byens bydækkende skoletilbud i mere end 20 år, og jeg har ikke kunnet se mig selv visitere disse elever med adfærdsforstyrrelser til særlige tilbud med ligesindede, når jeg rent fagligt og forskningsmæssigt ved, hvilke konsekvenser det kan få for disse elevers fremtidige liv.

Men hvad skal incitamentet være for en ”Skoleforvaltning” til at beholde også denne slags elever inde på almenskolerne enten i tilknytning til en almen klasse eller i en ”almindelig” specialklasse?  Og i et tæt samarbejde med socialforvaltninger og forældrene at få løftet disse børn og unge ud af deres adfærdsmæssige udfordringer og få dem lært det de ikke fik lært tidligere i børnehaven, indskolingen eller derhjemme i familiens skød.

Ét er, at socialforvaltningerne kunne undgå mange anbringelser. Det er deres pengekasse, disse dyre anbringelser tages fra. Hvorimod udgiften til fængselsophold dækkes af statskassen. Hvad vil ”skoleforvaltningen” få ud af det? Det er dyrt at rette et sådant barn / ung op, men det koster ikke mere end en specialskoleplacering. Det er måske dyrere end at samle en større flok samme sted, men hvis man kan klare det på et år, er det nok ikke dyrere i det lange løb og slet ikke, hvis vi ser på det fra det store samfundsmæssige perspektiv og på den lange bane.

Jeg er psykolog – hverken politiker eller økonomichef – men fra min stol ser det ud, som om ”pengekasserne” ikke taler sammen, og at hver økonomiansvarlig sidder nede i sin pengekasse og kun skal gøre regnskabet op for et år ad gangen. Hvem kan gøre noget ved det?

Man kunne selvfølgelig spørge, hvorfor jeg som psykolog interesserer mig for, hvad det koster, men det er blot mit samfundssind, der her støder sammen med mine faglige ambitioner og viden om, hvordan vi støtte børn og unge til et liv udenfor fængslerne.